HOTELLER OG KROER

Schackenborg Slotskro

Schackenborg Slotskro

De fleste besøgende i Møgeltønder nær marsken i Sønderjylland går med små, rolige skridt ned gennem Slotsgaden. Her er meget at se, opleve og beundre. Gaden er belagt med toppede brosten, og inde bag lindetræerne gemmer sig huse, hvor stokroser skyder op ad husmuren. En landsbygade fra en svunden tid, der fører hele vejen ned til byens spisested: Schackenborg Slotskro.

Som navnet antyder er kroen nærmeste nabo til Schackenborg Slot fra 1664. Men kroen blev først opført nogle år senere, i 1683 og fik bevilling fire år senere. Siden da har der været krodrift på stedet, om end den originale bygning brændte ned til grunden i 1861. Kroen blev dog genopført, og den hvide facade er bevaret næsten uændret frem til i dag.

Gennem tiden har Schackenborg Slotskro haft mange forskellige ejere, men fra starten af 1900-tallet blev kroen igen del af det lokale grevskab – fra 1924 med lensgreve Otto Didrik Schack som ejer. Senere overtog sønnen, hofjægermester og lensgreve Hans Schack, driften af både gods og kro, før han i 1978 overlod ejerskabet til kronen.

H.K.H. Prins Joachim flyttede i 1995 ind på Schackenborg Slot, og han foretog i perioden fra 1998-2001 en større renovering, hvor kroen bl.a. fik 25 værelser: Fem i hovedbygningen, mens de resterende blev indrettet i tre tilhørende nabobygninger på Slotsgaden.

Fra 2004 indtrådte Stenbjerg Ejendomme A/S som ny medejer af Slotskroen i fællesskab med H.K.H. Prins Joachim. I perioden fra 2020-2021 gennemgik ejendommen en større renovering.

 

Læs mere på: Slotskro.dk