HOTELLER OG KROER

Restaurant Damende

Restaurant Damende

Restaurant Damende ligger naturskønt for enden af Haderslev Dam i Sønderjylland. Turen dertil går gennem bakkede landskaber, åbne marker og store skovområder for til sidst at ende foran den store, gule bygning, der fremstår i palæstil med sortglaserede tagsten og hvidmalede sprossevinduer.

Bevæger man sig indenfor er indretningen romantisk, hvilket understreges yderligere af, at den ene af husets to festsale er opkaldt efter den svenske maler Carl Larsson, der er kendt for sine skildringer af svensk, landlig idyl. I Larsson Salen er væggene malet i lette, blå nuancer med fritlagte hvidmalede træbjælker.

Damendes restaurantlokale byder på direkte vue over vandet, mens der fra spisestedets udendørs veranda er blik over dammen mod Haderslev Dyrehave, der er Danmarks næststørste af sin art.

Området omkring Restaurant Damende har været et yndet udflugtsmål i mange år, og allerede i 1923 åbnede restauranten i en beskeden træbygning. Denne brændte dog i 1939, hvorefter man i 1940 opførte en bygning af mursten og siden tilføjede en veranda, som i dag er et af Restaurant Damendes kendetegn.

Med tiden har Restaurant Damende udviklet sig til at være et af egnens mest populære spisesteder, og gæster kommer ofte sejlende i dambåde inde fra Haderslev by for at spise en frokost eller blot nyde en forfriskning eller is i de smukke omgivelser.

Siden 1994 har Restaurant Damende været en del af Stenbjerg Ejendomme A/S, som har gennemført en større renovering af bygningen og bl.a. udvidet verandaen til dobbelt størrelse.

Læs mere på: Damende.dk