HOTELLER OG KROER

Dyvig Badehotel

Dyvig Badehotel

På nordspidsen af Als i Sønderjylland ligger Dyvig Badehotel. Hotellet stod færdigt i 2010 og skiller sig dermed ud fra mange af landets andre badehoteller ved at være nybygget. Det mærkes dog sjældent, da man her ved vandet gør en dyd ud af at skabe en ægte og stemningsfuld atmosfære.

På grunden, hvor badehotellet ligger, lå tidligere Dyvig Kro, som første gang slog dørene op i 1962. I mange år var kroen et populært samlingssted med både festsal og udendørs veranda. Folk kom langvejs fra for at nyde naturen og maden, men efter nogle svære år, stod kroen ikke til at redde. I 2003 overtog Stenbjerg Ejendomme A/S grunden, og det blev besluttet at opføre et nyt hotel og spisested på matriklen.

Arkitekturen på Dyvig Badehotel er inspireret af arkitekten og formgiveren Thorvald Bindesbølls klassiske, rød-hvide fiskepakhuse i Skagen, og indretningen leder tankerne hen på 1920’erne med antikke møbler, udskårne træpaneler og mønstrede tapeter. Intet er overladt til tilfældighederne. 

Hotellet har 20 værelser og to restauranter. Skipperstuen er klassisk brasserie, mens Vigen er gourmetrestaurant med fokus på årstidernes bedste råvarer. Desuden har hotellet flere selskabslokaler, og Dyvig Badehotel er blevet en populær lokation for især brudepar fra hele landet.

I hotellets umiddelbare nærhed ligger lystbådehavnen Dyvig Bro – en lille privat havn med plads til ca. 80 både. Indsejlingen til havnen er kendt for at være en af Danmarks smukkeste, og i forårs- og sommermånederne smelter hotel og havn nærmest sammen, da gæsterne kommer sejlende fra ind- og udland.

Læs mere på: Dyvigbadehotel.dk